Hvordan finder jeg min fastvikle basis-størrelse?

Fastvikler kommer i forskellige størrelser, hvor hver størrelse svarer til en bestemt længde på viklen. Når du skal købe din første vikle, kan det være værd at vide, hvad din basis-størrelse er.

Hvad er basis-størrelse?

Teknisk set er din basis-størrelse, den størrelse fastvikle du skal bruge for at kunne binde en særlig standard-binding der hedder Front Wrap Cross Carry (FWCC). Hvis du er på jagt efter din første fastvikle, er der dog stor sandsynlighed for at dette ikke siger dig ret meget. Hvis det er tilfældet kan du tænke det sådan, at din basis-størrelse, er den størrelse vikle der giver dig mulighed for at binde en bred vifte af bindinger uden at du har alt for meget stof til overs.

Din basis-størrelse afhænger primært af din egen højde og drøjde og sekundært af, hvor stort dit vikle-barn er, og dertil også en smule af viklen (hvor tyk den er, og hvor skrå haler den har). Sidstnævnte er dog kun en lille faktor og vi vil ikke gå mere ind i det her.

Mange har basis-størrelse 6, endnu flere har basis-størrelse mellem 5 og 7, men det kan også være at din basis-størrelse er kortere eller længere end dette.

Str Meter Fod Tommer
1 2.0 - 2.2 6.6 - 7.2 79 - 87
2 2.5 - 2.7 8.2 - 8.9 98 - 106
3 3.1 - 3.3 10.2 - 10.8 122 - 130
4 3.6 - 3.9 11.8 - 12.8 142 - 154
5 4.2 - 4.3 13.8 - 14.1 165 - 169
6 4.6 - 4.9 15.1 - 16.1 181 - 193
7 5.2 - 5.4 17.1 - 17.7 205 - 213
8 5.5 - 5.8 18.0 - 19.0 217 - 228
9 6.2 - 6.4 20.3 - 21.0 244 - 252

Find din basis-størrelse

Når du skal finde din basis-størrelse er der forskellige fremgangsmåder.

Bind en Front Wrap Cross Carry

Den mest sikre måde, at finde din basis-størrelse, er at låne eller prøve en vikle (f.eks. i størrelse 6) og binde en Front Wrap Cross Carry med den, og se hvor meget stof du har til overs når du har bundet.

Hvis du har så lidt stof tilbage, at du ikke kan binde en god knude, er din basis-størrelse større.

Hvis du har så lange haler tilbage, at der f.eks. er en halv meter vikle i overskud, er din basis-størrelse mindre.

Hvis du kan slå en knude og stadig har lidt vikle, men ikke alt for meget i overskud, har du fundet din basis-størrelse.

Se dette skema

Hvis du ikke har mulighed for at prøve eller låne en fastvikle, kan du bruge dette skema til at afgøre din basis-størrelse. Husk dog, at dette skema kun er vejledende. Vi er alle forskelligt bygget, og et skema som dette passer ikke på alle, fordi højde, bygning og alt muligt andet også spiller ind.

Str
4 2XS
5 XS - S
6 M - L
7 XL - 2XL
8 3XL - 4XL
9 5XL - 6XL

Hvis du er på vej til at købe din første vikle, tænker du sandsynligvis at det er enormt vigtigt, at finde præcis den rigtige basis-størrelse. Det er det ikke. Fastvikle-størrelser er ikke det samme som tøj-størrelser. Du vil kunne bruge vikler i alle mulige forskellige størrelser og flere meget forskellige mennesker vil kunne bruge en vikle i den samme størrelse. Hvis det er vigtigt for dig at kunne binde standard-bindingen Front Wrap Cross Carry, så er det en god idé hellere at gætte lidt for stort i størrelse end lidt for småt, men ellers er det bedste du kan gøre, at sjusse dig frem, få købt en vikle og komme igang med at bære.

Husk også, at forskellige vikle-firmaer uanset hvad har lidt forskellige idéer om hvor lange vikler af forskellige størrelser præcis skal være. Viklestørrelser er ikke helt standardiseret.